14 FODBOLD I BRØNDBY MARTS 2013 MED BOSNIEN, ENGLAND OG VESTEGNEN I BLODET Fire personer syner ikke af meget i den store lounge, der på kampdage emmer af liv fra Brøndby IF’s mange samarbejdspartnere. Stemningen er en lidt anden denne kolde februardag, mens tusmørket sænker sig over Brøndby Stadion uden for de store panoramavinduer. Det mørke stadion sætter alligevel en fin ramme for, hvad det hele handler om for Dario Dumic. Han vil levere varen på græsset, der er omgivet af de store tribuner. Endda med manges øjne hvilende forventningsfuldt på sig, også selv om man kun er 20 år. Dario Dumic er født i Sarajevo i Bosnien, men ni måneder gammel tvang krigen på Balkan ham og familien til Danmark. De startede den danske tilværelse på et flygtningeskib i København. Herfra gik turen videre til et asylcenter. - I starten troede de fleste, at vi kun skulle være i Danmark i nogle få måneder, men sådan blev det ikke, forklarer Dario Dumic. Siden gik turen fra asylcentret til en mere permanent base i Roskilde, og Himmelev blev siden Darios første fodboldklub. Med den bosniske familiebaggrund og de mange år i Danmark har han et ben i begge lejre. - Ja, jeg er nok lidt splittet, når Danmark og Bosnien spiller mod hinanden, smiler Dario Dumic. - Jeg har ikke så mange venner med bosnisk baggrund, men jeg taler bosnisk hjemme, så sproget bliver holdt lidt ved lige. Faktisk taler jeg som regel også dansk med min lillebror. Men mine bedsteforældre bor i Bosnien, og vi er dernede to gange hvert år - jul og sommer - så vi er stadig tæt knyttet til Bosnien. Jeg har også nogle onkler, som via Norge havnede i Canada. Så krigen betød, at familien er blevet spredt. Fra Himmelev over Hvidovre til Norwich Dumic begyndte karrieren i Himmelev, hvor han blev en del af en særdeles talentfuld årgang, som blandt andet talte Frederik Sørensen (nu Bologna i Italien), Mads Hvilsom (nu FC Midtjylland) og Alexander Green (tidligere Brøndby og nu Lyngby). Selv om Dario spillede i upåagtede Himmelev, fik en talentspejder fra engelske Norwich øje på talentet, og han var flere gange i England for at træne med. Som 13-årig tog han springet til Hvidovre, hvor Norwichs danske talentspejder også var træner for U19-holdet. - Springet til Hvidovre hang både sammen med, at jeg gerne ville spille på et lidt højere niveau for at udvikle mig mere, og at det på den måde kom til at hænge bedre sammen med mine jævnlige ture til England. Som 16-årig flyttede Dario Dumic ikke bare hjemmefra, men tog direkte fra 9. klasse til England, hvor en plads på ungdomsakademiet i Norwich ventede. Alternativet var den lokale fabrik Det var lidt af en omvæltning for den unge Dario, som flyttede ind hos en engelsk værtsfamilie. - Det var en meget anderledes kultur at komme over til, selv om det ikke er så langt væk fra Danmark. Mentaliteten var helt anderledes. På forhånd havde jeg måske mest forbundet England med den engelske arbejderklasse, så det overraskede mig, at alle var så høflige hele tiden. Det var ikke ”giv mig lige”, men ”please” hele vejen igennem, fortæller Dario Dumic. - Og så er fodbold jo kæmpe stort i England. Men jeg savnede da min familie, selv om jeg fik en rigtig god plejefamilie, som jeg i øvrigt stadig ser. Det var fodbold på fuld tid, og så havde vi nogle få skoletimer om dagen, som vist ikke kan godskrives nogen steder i det danske skolesystem, griner den store midterforsvarer. - De engelske klubber er heller ikke, som vi kender danske klubber. Der er ikke noget, der hedder andetholdet. Enten er du på førsteholdet, eller også spiller du slet ikke. Hvis folk ikke slår til, har mange måske bare udsigt til at komme ned på den lokale fabrik. Det var i hvert det indtryk, jeg fik fra en del af mine holdkammerater. Det engelske uddannelsessystem giver ikke de samme muligheder som det danske. - En anden stor forskel var, at det hele føltes mere koldt og sort/ hvidt i England. I Danmark er der nok lidt mere pusse-nusse. I England fik du at vide foran alle de andre, hvis du ikke havde gjort det godt nok, men det er måske også med til at gøre én stærkere. Slåskampe ikke en sjældenhed På det rent fodboldmæssige plan oplevede Dario Dumic også England som en del anderledes end Danmark – både på godt og ondt. - Tempoet er meget højere i ungdomsrækkerne, og det er meget fysisk betonet. I U19-ligaen i Danmark er der typisk nogle få hold, der skiller sig ud spillemæssigt. I England er alle holdene gode. Dumic var knyttet til U19-truppen i Norwich, men fik også kampe på seniorreserveholdet, og han fremhæver igen tempoet som noget helt særligt. - I Norwich og flere af de andre klubber er der ikke nogen reserveholdstrup, så det var også de overskydende spillere fra Premier League-holdet, der var med. Det kunne mærkes. - Vi havde et rigtig godt kammeratskab på U19 i Norwich, men førsteholdet føltes en del anderledes end i Brøndby. Her ses spillerne også privat, og det var der meget mindre af i Norwich. Til træningen bliver der også gået rigtig meget til den, og jeg har flere gange oplevet slåskampe i både omklædningsrum og på træningsbanen. Efter det første år i Norwich havde Dario Dumic nået senioralderen, og han blev rykket op i førsteholdstruppen. På dette tidspunkt så det rigtig godt ud for fodboldkarrieren i det engelske. - Jeg følte, at det gik fremad, som det skulle, og jeg var vel tredje- eller fjerdevalg til de to pladser i midterforsvaret. Premierekampen blev imidlertid tabt 1-7, og den manager, der havde rykket mig op, blev fyret. Den nye manager havde andre idéer, og så blev jeg rykket ned på U19-holdet igen, selv om jeg egentlig var blevet for gammel. Der var ikke de store forklaringer på det. Det stod bare på en tavle. En hård måde at blive degraderet på, men det har været med til at styrke den blågule forsvarer mentalt. - Jeg lærte vel først og fremmest, at man i modgang kun har sig selv. Jeg følte mig meget langt hjemmefra, og det er ikke helt det samme at tale med familie og venner via Skype. Lysten til fodbold var på et lavpunkt, så min agent hjalp mig med at undersøge andre muligheder. Brøndby er et godt match Da det viste sig, at der var mulighed for at komme til Brøndby, røg det op i toppen af ønskesedlen. - Jeg ville gerne hjem til Danmark. Jeg havde brug for en luftforandring, og det handlede først og fremmest om at få spillelysten igen. Brøndby er kendt for at bruge deres talenter, og da det kunne lade sig gøre at komme hertil, var jeg meget opsat på det, uddyber han. I Danmark har man mulighed for at være ungdomsspiller et år længere end i England, så Dario Dumic skiftede til U19-truppen i Brøndby. Allerede efter 2-3 måneder begyndte han så småt at træne med førsteholdet, så de umiddelbare forhåbninger i Brøndby blev indfriet. - Jeg fik 100 procent spilleglæden igen. Jeg kom også hjem til en type fodbold, som jeg synes godt om. Norwich var mere ’kick and rush’, så udviklingsmæssigt oplevede jeg også Brøndby som et fremskridt. I min første halvsæson var jeg med til at blive nummer to i U19-ligaen, og i den efterfølgende sæson vandt vi rækken suverænt. Vi havde et rigtig stærkt hold, og vi sikrede vist mesterskabet fem runder før tid. Springet til Superligaen For mange talenter er springet til Superligaen det allersværeste. Dario Dumic har oplevet det på samme måde, selv om perioden i England har været med til at hærde ham. - Den største omvæltning er nok, at man kommer fra at være øverst i hierarkiet i ungdomsrækkerne til at være nederst i Superligatruppen. Så må man arbejde sig op derfra, funderer forsvarstalentet. - Jeg synes selv, at det gik godt for mig her i efteråret. Jeg havde en god halvsæson, hvor jeg kæmpede mig på holdet og var fast mand, indtil jeg fik et rødt kort mod OB, og så startede jeg ude i de næste kampe efter min karantæne. Det vigtige forår Nu kigger Dario Dumic og resten af Brøndby IF imidlertid frem mod et udfordrende Superligaforår. Vinterpausen har dog langt fra kun handlet om de sportslige forberedelser. Medierne har været fulde af historier om økonomiske problemer og en truende konkurs. Den 4. februar faldt en løsning imidlertid på plads, som har sikret likviditeten frem til den planlagte kapitaltilførsel i foråret. - Jeg må sige, at jeg ikke har tænkt så meget på mig selv og min egen situation. Jeg har mere tænkt på klubben. Det vigtigste er, at klubben overlever. Der har været maksimalt pres på fra medierne, og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke påvirkede. Det har været irriterende hele tiden at blive konfronteret med det, men jeg synes egentligt også, at hele situationen og presset udefra har fået truppen til at stå endnu mere sammen, siger den unge forsvarsspiller. - Det primære mål for foråret er at undgå nedrykning. Vi skal ikke begynde at kigge for højt op. Vi skal overleve, og det er realistisk, synes jeg. Jeg vil bare opfordre vores fans til at blive ved med at bakke op. Han er ikke meget for at skue længere frem. Heller ikke i forhold til sin egen fodboldkarriere. Det er en del af den livsbagage, han har taget med trods sine kun 20 år. - Er der noget, jeg har lært i min korte karriere, så er det, at det er meget svært at lægge planer inden for denne her branche. Jeg sætter mig da nogle mål, men jeg har ingen store forkromede fremtidsplaner. Jeg tager en dag ad gangen, runder den sympatiske dansk-bosnier af. 20-årige Dario Dumic har oplevet mere end de fleste andre i Danmark på samme alder. Familien flygtede fra krigen på Balkan, han flyttede hjemmefra som 16-årig for at dyrke sit fodboldtalent i England, og nu har han kæmpet sig ind på Brøndby IF’s Superligahold. Af Christian Krogh Foto: Arnason.dk
Brøndby Avis s1-16.indd
To see the actual publication please follow the link above